Information til prøvedeltagere i forbindelse med tilmelding til en danskprøve ved danskuddannelserne for voksne udlændinge m.fl.
Deltagelse i en prøve inden for danskuddannelserne for voksne udlændinge m.fl. er betinget af, at prøvedeltageren både ved den skriftlige og den mundtlige del af prøven foreviser legitimation med foto, jf. prøvebekendtgørelsen, § 7, stk. 1, nr. 2.
Legitimationen skal være en af de følgende (jf. prøvebekendtgørelsen, § 7, stk. 2):
Legitimation ved PD1, PD2, PD3 og Studieprøven
- Pas, opholdskort, fremmedpas eller konventionspas udstedt af en offentlig myndighed i Danmark.
- Pas eller identitetskort udstedt af en offentlig myndighed i et andet EU-/EØS-medlemsland eller i Schweiz.
- Pas eller anden gyldig rejselegitimation med billede udstedt af en offentlig myndighed i et andet land end ovenfor oplistet.
Det er dit eget ansvar at sikre, at du medbringer korrekt legitimation på prøvedagen. Hvis du ikke kan forevise korrekt legitimation, kan du ikke deltage i prøven. Du skal vise det originale dokument. En kopi eller et foto kan ikke bruges.
Hvis du har din legitimation liggende hos fx Udlændingestyrelsen på grund af sagsbehandling, skal du selv sørge for at anmode om at få legitimationen udleveret i god tid før prøven.
Legitimation ved Indfødsretsprøven og Medborgerskabsprøven
- Opholdskort, fremmedpas eller konventionspas udstedt af en offentlig myndighed i Danmark.
- Pas eller identitetskort udstedt af en offentlig myndighed i EU-/EØS-medlemsland eller Schweiz.
- Pas, som er udstedt af en offentlig myndighed i et andet land end ovenfor nævnt, og hvori der er isat en opholdssticker.
Undersøg i god tid inden prøven, om du har korrekt legitimation. Fotokopi eller billede af legitimationen kan ikke bruges.
Det er dit eget ansvar at sikre, at du medbringer korrekt legitimation på prøvedagen. Hvis du ikke kan forevise korrekt legitimation, kan du ikke deltage i prøven. Du skal vise det originale dokument. En kopi eller et foto kan ikke bruges.
Anden legitimation
Hvis du ikke har en af de gyldige former for legitimation, kan du i nogle tilfælde få tilladelse til at anvende en anden form for legitimation. Du skal ansøge om dette hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) senest 4 uger inden prøven. Ansøgning kan indsendes med Digital Post (fx fra e-Boks, Mit.dk, Borger.dk eller via Digital Post appen). Vælg Styrelsen for International Rekruttering og Integration som modtager. I emnefeltet skal du skrive "Att.: vidensproever@siri.dk".
Der kan ikke gives dispensation til brug af kørekort som legitimation.
Hvis du ikke foreviser legitimation ved prøven, bliver du bortvist fra prøven.
Husk:
- Sørg for i god tid inden prøven at sikre, at du har legitimationen (så du evt. kan nå at kontakte Udlændingeservice).
- Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har den rette legitimation, så spørg os i god tid inden prøven.
- Husk at medbringe legitimationen på prøvedagen!
Hvis du har spørgsmål om legitimation, kan du kontakte os.