Skip til hoved indholdet

Hvordan foregår medborgerskabsprøven

For at få permanent opholdstilladelse i Danmark skal man bestå en række grundlæggende betingelser. Desuden skal man opfylde to ud af fire supplerende betingelser. En af disse kan opfyldes ved at man består medborgerskabsprøven.

Alle udlændinge, der har ansøgt eller vil ansøge om tidsubegrænset opholdstilladelse, kan gå op til prøven.

Prøvens indhold

Medborgerskabsprøven er en prøve om det danske folkestyre, hverdagsliv i Danmark, dansk kultur og dansk historie.

Alle udlændinge, der har ansøgt eller vil ansøge om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, kan gå op til prøven.

Du behøver altså ikke at have ansøgt, inden du går op.

Sådan forbereder du dig til prøven

Du kan forberede dig til prøven ved at læse Læremateriale til Medborgerskabsprøven – demokrati og hverdagsliv i Danmark. Lærematerialet er på 118 sider og består af 25 faktaark med hvert deres emne om det danske folkestyre, hverdagsliv i Danmark, dansk kultur eller dansk historie.

Medborgerskabsprøven består af 25 skriftlige spørgsmål om det danske folkestyre og hverdagsliv samt dansk kultur og historie. Spørgsmålene stilles på baggrund af lærematerialet.

Du har 30 minutter til at svare på de 25 spørgsmål. Spørgsmålene er multiple choice-spørgsmål. Det betyder, at der til hvert spørgsmål er flere svar at vælge imellem. Du skal sætte kryds ved det svar, du mener, er rigtigt.

Der er kun ét rigtigt svar på hvert spørgsmål, og du må derfor kun sætte ét kryds.

For at bestå prøven skal du besvare mindst 20 af de 25 spørgsmål korrekt.

Hent læremateriale til medborgerskabsprøven

Hvis du har brug for særlig hjælp under prøven

Som udgangspunkt må du ikke medbringe en hjælper eller hjælpemidler, fx ordbøger, til Medborgerskabsprøven.

Du kan dog få lov til at bruge hjælpemidler, hvis du har en funktionsnedsættelse. Hvis du fx er døv, blind eller ordblind, og din funktionsnedsættelse gør det vanskeligt for dig at deltage i prøven på samme betingelser som andre, kan du derfor søge om dispensation.

Der kan gives tilladelse til brug af hjælpemidler, der gør det muligt at ligestille personer med funktionsnedsættelse med andre prøvedeltagere. Der kan fx gives tilladelse til brug af tekniske hjælpemidler, tilstedeværelse af en hjælper og forlænget prøvetid.

Hvis du mener, du har behov for sådanne særlige hjælpemidler, kan du henvende dig til det sprogcenter, hvor du ønsker at aflægge prøven. Sprogcenteret kan vejlede dig om mulighederne for at få dispensation, dvs. tilladelse til brug af særlige hjælpemidler.

Du skal være opmærksom på, at du skal kunne dokumentere ikke åbenlyse funktionsnedsættelser med en udtalelse fra en læge, psykolog, synskonsulent eller anden sagkyndig, og udtalelsen må højst være 2 år gammel. Udtalelsen skal redegøre for de vanskeligheder, som funktionsnedsættelsen giver dig i forbindelse med at tage prøven. Dokumentation for en varig funktionsnedsættelse, fx ordblindhed, forældes ikke.

Sådan foregår prøven

Det er vigtigt, at du møder op i god tid, før prøven begynder. Prøvelokalet åbner ti minutter før prøvens begyndelse.

Du skal medbringe gyldig legitimation

For at deltage i prøven skal du fremvise original legitimation på prøvedagen.

Tilladt legitimation

  • Opholdskort, fremmedpas eller konventionspas udstedt af en offentlig myndighed i Danmark.
  • Pas eller identitetskort (nationalt identitetskort godkendt til indrejse i Danmark) udstedt af en offentlig myndighed i EU-/EØS-medlemsland eller Schweiz.
  • Pas, som er udstedt af en offentlig myndighed i et andet land end ovenfor nævnt, og hvori der er isat en opholdssticker.

Undersøg i god tid inden prøven, om du har korrekt legitimation. Fotokopi eller billede af legitimationen kan ikke bruges.

Anden legitimation

Hvis du ikke har en af de gyldige former for legitimation, kan du i nogle tilfælde få tilladelse til at anvende en anden form for legitimation. Du skal ansøge om dette hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) senest 4 uger inden prøven.

Ansøgning kan indsendes med Digital Post (fx fra e-Boks, Mit.dk, Borger.dk eller via Digital Post appen). Vælg Styrelsen for International Rekruttering og Integration som modtager. I emnefeltet skal du skrive "Att.: vidensproever@siri.dk".

Der kan ikke gives dispensation til brug af kørekort som legitimation.

Hvis du ikke medbringer korrekt legitimation til prøven, bortvises du fra prøven.

Mens prøven er i gang

Ved prøvens begyndelse bliver opgavehæfterne delt ud. Du skal skrive dit navn, CPR-nummer og prøvenummer på forsiden af opgavehæftet og besvare spørgsmålene inde i hæftet.

Hvis du mener, du har besvaret et spørgsmål forkert, kan du inden for prøvetiden rette i din besvarelse. Eventuelle rettelser skal markeres tydeligt. Det betyder, at et svar, som du har fortrudt, skal streges over.

Vær særligt opmærksom på, at der gælder en række regler under prøven:

  • Du må ikke medbringe ordbøger eller andre hjælpemidler til prøven.
  • Du må heller ikke medbringe mobiltelefon, musikafspiller eller lignende teknisk udstyr.
  • Du må ikke have kontakt med de andre prøvedeltagere under prøven.
  • Du skal række hånden op, hvis du vil tale med en tilsynsførende.
  • Du må ikke forlade din plads under hele prøven..
  • Den tilsynsførende fortæller, når de 30 minutters prøvetid er gået. Du må ikke forlade din plads, før den tilsynsførende har hentet din besvarelse og attesteret modtagelsen. Du må ikke fjerne opgavesættet fra prøvelokalet.

Overtrædelse af disse regler kan medføre bortvisning.

Resultat af prøven

Der kan gå op til tre-fire uger, før du får resultatet af prøven.

Hvis du består prøven, udsteder sprogcentret et prøvebevis til dig.

Hvis du ikke består prøven, kan du gå op til en ny prøve den næste gang, der afholdes medborgerskabsprøve. Du skal betale et nyt gebyr, når du tilmelder dig den nye prøve.

Ågade 27, Kolding

Telefon: +45 79 79 65 00
sprogskolen@kolding.dk